Siden den cubanske revolution sejrede den 1. januar 1959, har landet været genstand for et utal af terroranslag, som i almindelighed kan spores tilbage til USA, hvor især Miami i Florida er hovedsæde for dem, der har valgt at forlade landet. En del af anslagene, som f.eks. invasionsforsøget ved Svinebugten i 1961, fandt sted under ledelse af USA's regering, og en mængde har fundet sted under en påfaldende mangel på aktive modforanstaltninger fra et land, der dog hævder at stå i spidsen for kampen mod terror.
Efter at Cuba mistede de fleste af sine handelsforbindelser med østblokkens sammenbrud omkring 1990, er terroren langtfra stoppet, men USA har derimod forøget sit pres mod landet ved særlig lovgivning, The Cuban Democracy Act af 1992 (Torricelli loven) og The Cuban Liberty And Democratic Solidarity (Libertad) Act af 1996 (Helms-Burton loven). Denne lovgivning må i dårlig forstand være ganske enestående deri, at der ikke blot udtrykkeligt lovgives om indgreb i et fremmed lands forhold, men tredielandes borgere forsøges også at blive draget til ansvar for samme lovs bestemmelser.
Hvis man gerne vil stifte bekendtskab med Helms-Burton lovens indhold, kan man finde den på en officiel US informationsside, hvorfra der også er adgang til adskillige andre dokumenter, der er blevet til i stormagtens monomane forfølgelse af dette lille naboland, der har valgt sin egen vej.
En lille artikel af Nationalforsamlingens præsident Ricardo Alarcón de Quesada om, hvordan landet har klaret sig efter østblokkens sammenbrud.
Her gør jeg et forsøg på at gengive nogle cubanske tanker om deres demokratis vilkår under étpartisystemet.
I avisen Juventud Rebelde har nationalforsamlingens formand Ricardo Alarcón de Quesada skrevet en artikel om sit syn på de repræsentative demokratier i lyset af neoliberalismen.
Her er et uddrag af Cubas indlæg den 22/3-99 for Menneskerettighedskommissionen. - Og her Nationalforsamlingens erklæring på 50 års dagen.
Den mangeårige terroristleder Luis Posada Carriles er endelig blevet fanget. Det skete under topmødet i Panama.
Israels besættelse af palæstinensernes territorium er kriminel. Landet krænkelser af menneskerettighederne støttes af det USA, der gerne vil fremstå som menneskerettighedernes ridder, altimens det tramper på de samme rettigheder, når de ikke passer ind i deres imperialistiske interesser. Se det cubanske udenrigsministeriums erklæring af 21/4-01.
Talen den 3/2 1999 i Venezuela tillægger Castro selv en særlig vægt.
Tidligere generalsekretær i UNICEF Federico Mayor Zaragoza har stillet Fidel Castro nogle skriftlige spørgsmål, som denne har besvaret i dagbladet Granma juni 2000.
Fidel Castros tale den 26. juli 2000 til minde om angrebet på Moncada-kasernen.
Også provinsen Villa Clara var blevet udpeget som sæde for højtideligholdelsen af den 26. juli. Her talte Fidel Castro så den 29. juli.
En ganske kort, præcis og hjertevarm tale, som meget handler om Cubas internationale engagement på sundhedsområdet.
Under FN's Millennium-topmøde i New York fik Castro visum med begrænset bevægelsesfrihed. Men han kunne dog nå ud til Harlem, hvor han var inviteret til at tale i Riverside-kirken.
CDR-komiteerne holdt 40 års jubilæum den 28. september 2000. Her er den del af talen, hvor Castro åbent taler om de problemer, de sidste ti år har bragt, men også om planerne for en bedre socialisme.
Den Interparlamentariske Union holdt møde i Havana april 2001. Her er Castros indlæg.
Tilbage til min hjemmeside
Tilbage til toppen
Copyright © Johs. Lind
Johs. Lind, Spurvevænget 41, DK 6710
Esbjerg V
Hjemmesider: geltzer.dk - johslind.dk - hobugt.dk
Mail: lind hos geltzer.dk